Nyhedsbrev 2 2011
Klubbens nyhedsbrev for første kvartal 2011
Kære Medlemmer
Så rundede vi endnu et kvartal, og hvilket kvartal.
Et hurtigt kig over smagningerne viser en Scion-smagning d. 6. januar (Scion er en Colheita fra 1855, som Taylor har fundet ude i ”byen”, og koster den nette sum af 25.000 kr.). Smagningen var velbesøgt, og med var Taylors nye agent i Danmark, som fortalte lidt nyheder fra portvinsverdenen og selvfølgelig om Scion og dens historie.
Af en 155-årig gammel vin, var Scion i den grad i live, og dens tannin (som sikker også var fra fadet), var stadig grønne og unge. Ikke en vin, som vil liste stille af de næste mange, mange år. Formanden var så ubeskrivelig fræk, at køre med sit fulde glas hele vejen hjem, således, at han havde mulighed for at smage vinen dagen efter. En oplevelse endnu større end dagen før. Og en vin som fik foldet sig meget mere ud. En sjælden oplevelse, og selvfølgelig her i klubben!
Den 27. januar havde vi en helt exceptionel Winemakers Dinner med Malvedos og Dominic Symington/Gustavo Devesas. Fantastisk at se at en single Quinta kunne holde så mange år. (Hel single quinta er den jo ikke i den forstand). Dominic var som altid en fantastisk fortæller, og havde endda medbragt en del beskrivelser af, hvordan udviklingen i markarbejdet skred fremad. Tillige havde de lavet en hel lille bog om vinene mm. og til vores noter. De sætter standarden højt de kære Symington. En fantastisk smagning, og selvfølgelig her i klubben!
Smagningen er blevet kommenteret på Malvedos hjemmeside - se mere her: http://malvedos.wordpress.com/2011/02/04/quinta-dos-malvedos-vintage-vertical/ (der er i øvrigt en masse spændende på Grahams hjemmeside).
Efter smagningen fik vi en flot middag med enkelte meget flotte vine fra Grahams (+ et par andre). Smagenoter kan som altid findes på vores hjemmeside www.vintageport.dk.
Der vil endvidere i disse dage tilgå medlemmerne et specialtilbud på 6 årgange af Malvedos. Og det er gode tilbud.
D. 17. februar fik vi så lov til at smage på Ramos Pinto, og nogle enkelte gamle flasker. En smagning, der bragte lidt kaos i foreningen, da der var rigtigt mange som gerne ville smage de gamle flasker. Udfaldet blev at dele de gamle flasker, og lægge et par nye til. Så det var frem med målebægerne, for at sikre, at der var til de sidste også.
Bestyrelsen er opmærksom på, at vi er flere og flere i klubben, som deltager, og vi har forsøgt indrettet vores indkøbspolitik efter en mulighed for at doble smagningerne.
23. marts smagte vi endeligt Warre. Smagningen har stået højt på bestyrelsens liste i mange år, og de fleste flasker var fra kælderen. Det bemærkelsesværdige ved den smagning, var at en enkelt super flaske 1966 på det ene hold (hold A), fik stemmer nok til at hive sig op på en andenplads - uden en eneste stemme fra hold B. Kun overgået af 1963, som fik gode stemmer fra begge hold.
Dagens overraskelse (ud over førnævnte 1966) var årgang 1980, som for flere vel har et dårligere ry, end det måske er tilfældet. I Bestyrelsen har der flere gange i årets løb været 1980 flasker på bordet, og mange har overrasket.
Fremtiden byder d. 28. april på smagning af Vintage 2007 i forbindelse med Generalforsamlingen, og så må vi se om vi har fået købt for lidt af den årgang.
I forbindelse med flere smagninger er det faldet flere for brystet, at der visse steder skænkes vel rigeligt op, for bagefter blot at hælde det overskydende ud i spytbakken. Lad dette være en opfordring til at tage med mådehold, så der er nok til alle.
Og ligeledes en opfordring til, at man kun tager hvad man forventer at bruge, således at det overskydende port ikke ender i spytspanden, men er tilbage i karaflen, så det er muligt at smage igen, når smagningen er bragt til ende.
I sidste nyhedsbrev omtaltes mulighederne for at købe billig vintage port i supermarkeder. Det er en tendens, der fortsætter, og vi ved at der allerede på nuværende tidspunkt er indkøbt større partier til de næste kampagner.
Priskrigen har gjort, at Danmarks import af portvin er vokset med over 82 %, og er det marked som vokser mest (målt i Euro). Ser vi på kvalitetsportvine, er vi dog kun vokset 2. mest med 78,5 %, overhalet af Canada, og skarpt forfulgt af USA. Mon ikke den kære hr. Roy Hersh har sin andel i det. (Roy Hersh har websiden www.fortheloveofport.com).
I den gamle og dyrere ende må vi desværre konstatere, at priserne bliver hævet voldsomt. Klubben har igennem de sidste 4-5 år købt rigtigt fornuftigt ind i England, men selv englænderne har ikke evige mængder til rådighed, og derfor er de ældre flasker begyndt at stige voldsomt. Desværre for os er ældre her alt fra 1994 og senere. Det er ikke usædvanligt at se prisstigninger på op mod 50 % over de sidste 5 år.
Vi har været udsat for at bestille en kasse portvin, og når vi så har bedt om en kasse mere i samme sending, var prisen i mellemtiden steget med 30 %. Vi frygter efter nogle meget gode år, at dette kan komme til at betyde prisstigninger på smagningerne om nogle år (vi har trods alt en god kælder).
Heldigvis er der visse handlende i England, som ikke helt har fulgt med i udviklingen, så vi har sikret os en del flasker på det sidste. Desværre har de som følger godt med desværre fået et lille kinesisk flag i hjørnet af deres webside, så kinesere kan se siden på mandarin. Vi håber (og tror på), at det foreløbigt kun er Bordeaux og Bourgogne, de går efter.
I bestyrelsen er der i øjeblikket en drøftelse af fremtidens strategi, klubbens ånd og hvad vi vil fokusere i fremtiden. Diskussionerne vil ende i et strategiseminar med vores bud på, hvor vi skal være i 2014 til vores 25 års jubilæum.
En del af denne diskussion går desuden på, i hvilken grad der skal sorteres i fremsendte tilbud og andet fra diverse udbydere af portvin, privat såvel som handlende. Denne diskussion vil vi gerne involvere generalforsamlingen i for at få nogle holdninger og inputs. Der vil derfor i forbindelse med indkaldelsen til generalforsamlingen være vedlagt forslag til, hvordan vi fremover skal kommunikere tilbud og hvilke tilbud vi skal kommunikere ud.
Vi håber at se mange af jer til generalforsamlingen og med efterfølende 2007 smagningen.
På bestyrelsens vegne
